Three Voices, One Delegation: One Step towards More Equal Representation of the Danish Realm

Greenland’s Minister of Foreign Affairs, Suka K. Frederiksen. Photo: Marc Jacobsen

At the Arctic Council Ministerial on 11 May, the Delegation of the Danish Realm – Denmark, Greenland and the Faroe Islands – shared the three minutes that each Arctic Council Member State was allowed to speak for. From a Greenland perspective, this more equal representation is a step in the right direction. The next step may be to limit the Faroese representatives speaking time to nothing, according to Greenland’s Minister of Independence, Foreign Affairs and Agriculture, Suka K. Frederiksen.

An article in Danish, published in the Greenlandic newspaper Sermitsiaq on 19 May, can be found below or download a pdf, including a Greenlandic translation here.

Tre stemmer, én delegation: Rigsfællesskabets taletid i Arktisk Råd deles mellem Danmark, Grønland og Færøerne

Sidste uges ministermøde i Arktisk Råd var endnu et tydeligt eksempel på, at Arktis har enormt stor betydning for Rigsfællesskabets internationale pondus. Udover deltagelse i selve mødet, fik Suka K. Frederiksen og Anders Samuelsen nemlig rig mulighed for at tale med nogle af verdens mest indflydelsesrige personer. Blandt andet holdt de billaterale møder med Rex Tillerson og Chrystia Freeland, USA’s og Canadas udenrigsministre, hvor emner som Pituffik og grænsedragninger i det Arktiske Ocean var på dagsordenen. I Fairbanks udviste de to udenrigsministre synlig stolthed over de store muligheder, som interessen for Arktis tilbyder en ellers lille international stemme som Rigsfællesskabets.

1, 2, 3, taler

På selve ministermødet havde hver delegation blot 3-minutters taletid. Derfor gjaldt det om at være velforberedt og at have tungen lige i munden. Rigsfællesskabet udmærkede sig her ved – ligesom ved de seneste møder i Arktisk Råd –, at taletiden var delt i tre lige store dele, så Danmark, Grønland og Færøerne hver især kunne præsentere deres individuelle synspunkter. Samuelsen roste Arktisk Råd for at markere sig som et beslutningsdygtigt forum med vedtagelsen af den nye, bindende forskningsaftale. Frederiksen slog til lyd for større inddragelse af de lokale arktiske perspektiver, som Grønland og de arktiske oprindelige befolkninger repræsenterer. Poul J.S. Michelsen, Færøernes udenrigsminister, fremhævede blandt andet Færøernes vigtige geografiske beliggenhed med hensyn til klimaforskning.

Den ligelige fordeling udløste stor ros fra diverse iagttagere, der på de sociale medier fremhævede det som et eksempel til efterfølgelse. Frederiksen var efterfølgende også meget positiv: ”Danmark har været meget imødekommende i det her tilfælde, hvor de har støttet op omkring vores ønske om at få mere tid; hvor de har skåret på deres taletid for at give plads”.

At denne opdeling kan lade sig gøre afhænger af accept fra de andre arktiske lande, der måske tidligere har overvejet, hvorvidt det var en god ide af frygt for lignende krav fra eksempelvis Nunavut eller nogle af de andre arktiske områder og befolkninger med ambitioner om større selvstændighed. Som Samuelsen pointerede, så kunne de andre delegationer have sagt ”det kan I godt glemme. Det der med den måde I har delt det op i Kongeriget, det må I selv ligge og rode med. I kan have én repræsentant og det er det, vi kan forholde os til. Men det gør de ikke – de siger, at det er okay, og det synes jeg, at vi skal anerkende”.

Grønlands fremtidige repræsentation i Arktisk Råd

Selvom Rigsfællesskabets repræsentation på dette punkt er ligeværdig, så ville Frederiksen dog foretrække, hvis de tre stemmer i fremtiden igen blev til én. Men denne ene stemme skal være grønlandsk: ”selvfølgelig ville det ideelle være, hvis det var os, der førte hele ordet, og det har vi også gjort opmærksom på, at det ønsker vi. Det er de arktiske lande, der sidder i højsædet, når der er møde i Arktisk Råd, og Danmark og Færøerne er jo ikke engang en del af Arktis, så det er helt på sin plads, at vi ønsker en stemme, der kommer fra vores del og som støtter op om de problemstillinger, som vi døjer med”.

Et skridt på vejen kan måske vise sig at være en reduktion fra tre til to stemmer ved at begrænse Færøernes taletid – måske endda til det rene ingenting. Idéen er ifølge Frederiksen allerede blevet luftet over for Michelsen, der har været positivt stemt: ”Færøerne har også tilkendegivet, at de er villige til at give mere plads, når vi ønsker det. Og det ønsker vi. Så den velvillighed håber jeg så på vil fortsætte. Også til det næstkommende møde, så vi kan få den plads, der er nødvendig for at markere Grønland som et oprindeligt folks land”.

Respekt for oprindelige arktiske befolkninger: fra tale til handling?

Hvorvidt Grønland kun er et land for oprindelige folk, eller om for eksempel grønlandsk-talende ikke-inuitter kan karakteriseres som grønlændere, er en kompleks identitetsdiskussion. Det vil Forfatningskommissionen muligvis kaste mere lys over. Ikke desto mindre er det indiskutabelt, at Grønland har spillet en væsentlig rolle i ICC siden oprettelsen for 40 år siden. I Arktisk Råd – der sidste år fyldte 20 år – spiller ICC og de fem andre permanente deltagere for de oprindelige arktiske folk en begrænset rolle. Udover Inuit, er det Samerne, Athabaskerne, Aleut, Gwich’in og den russiske sammenslutning af oprindelige folk, forkortet RAIPON.

Landenes respekt for de oprindelige befolkninger bliver ofte fremhævet, men når tale skal veksles til handling, er det begrænset, hvilken indflydelse de seks permanente organisationer har. Mest iøjnefaldende er det, at de ikke har nogen stemmeret. Det er fuldt ud forbeholdt de otte stater. Ligesom en hel del andre, mener Frederiksen, at dette burde være anderledes: ”når vi snakker om ligeværdigt samarbejde og ligeværdigt osv., så er det da besynderligt, at de ikke har stemmeret”.

Som det er nu, er det hovedsageligt symbolik og retorik, der gør, at de oprindelige befolkninger spiller en større rolle i Arktisk Råd end de efterhånden mange observatører. En ny fond kaldet Álgu – der betyder ’begyndelse’ på samisk – kan dog være et velkomment initiativ til at ændre på det. Fonden har et ambitiøst mål om at skaffe 30 millioner USD for at fremme de oprindelige folks interesser i Arktis. Bemærkelsesværdigt er det dog, at kun fem af de seks sammenslutninger for oprindelige folk deltager. ICC glimrer ved sit fravær; eftersigende fordi, at de vil se tiltaget an.

7 nye observatører – 13 afviste

Af de 20 nye ansøgninger om observatørstatus som Arktisk Råd modtog, blev kun syv godkendt i Fairbanks. Det var ansøgningerne fra National Geographic, klimaorganisationerne Oceana og OSPAR, den intergovernmentale klimaforskningsgruppe ICES, FN’s meteorologiske verdensorganisation WMO, Schweiz og Vestnordisk Råd. Godkendelsen af Vestnordisk Råds ansøgning er særligt interessant, da det giver Grønland, Færøerne og Island en ekstra mulighed for at ”øve indflydelse på den politiske beslutningsproces i Arktis”, som det hedder i en pressemeddelelse, hvori der også står, at Vestnordisk Råd især vil være talerør for befolkningerne i de tre lande.

Mongoliet, Tyrkiet og Grækenland er blandt de afviste ansøgninger, men hvad mere interessant er, at EU endnu engang heller ikke er blevet budt indenfor. Første gang det skete var i 2008. Ved ministermødet i Kiruna i 2013 var hovedårsagen til afvisningen EU’s importforbud på sælskind, der på trods af en særlig inuitundtagelse har ramt de arktiske sælfangere hårdt. Ikke mindst i Grønland. I år var det Rusland, der satte foden ned, fordi EU’s sanktioner – der blev vedtaget i kølvandet på annekteringen af Krim i 2014 – har været slem ved den russiske økonomi. På trods af afvisningen, beholder EU dog sin status som ad hoc observatør, der giver nogenlunde samme rettigheder som de permanente observatører har.

Afvisningen betyder dog ikke, at indflydelse på den arktiske dagsorden er uopnåeligt for EU. Det vidner Margrethe Vestagers tale ved Future Greenland om. Her talte konkurrencekommissæren om nye rundhåndede investeringer i Grønlands minedrift. Investeringer, der ikke bliver gjort for grønlændernes brune øjnes skyld, men for, blandt andet, at få en fod inden for i Arktis. Det er blot endnu et eksempel på, at Grønlands strategisk vigtige placering i Arktis giver gunstige vilkår for at forstærke landets internationale relationer.